Præsten har ordet

Vejen til Hornbæk
Af sognepræst Lizette Harritsø Lauritzen


Vejen har været lang, til tider kringlet, der har været omveje, bump i gruset og huller så store som det røde hav, der har været tåge, der ødelagde sigtbarheden, og der har været alt muligt andet, både godt og skidt. Men nu er jeg her i Hornbæk. Det var her rejsen gik til, skønt jeg slet ikke vidste det til en start.

Det kan af og til synes helt tilfældigt, hvordan livet tager sig ud. Det er i hvert fald sådan, jeg har det med min rejse til Hornbæk Kirke og sogn. Jeg blev ringet op af Helsingør Stift en vinterdag sidste år. Jeg var på kontoret i den private organisation, hvor jeg arbejdede, fuldt optaget af dagens gøremål, men spørgsmålet fra Stiftet fangede min opmærksomhed: Kunne du være interesseret i et vikariat i Hornbæk Kirke? I første omgang sagde jeg faktisk nej tak, men trak det alligevel tilbage og udbad mig betænkningstid, og endte så med et par dage efter at ringe tilbage og sige, at jo, jeg ville gerne vikariere i Hornbæk. Gudskelov!
Det skulle vise sig at blive et afgørende JA i min tilværelse. For Hornbæk viste sig at være alt det, jeg som præst kunne drømme om; en smuk kirke, skønne kolleger, et aktivt menighedsråd og en hyggelig menighed. Og derfor er jeg så taknemlig for nu at være fastansat sognepræst i Hornbæk Kirke.

Men først var der altså rejsen, og den skal I få et lille indblik i, så I på den måde kan lære mig lidt at kende.
En varm augustdag i 1984 blev jeg født. Mit navn, Lizette, fik min søster, som på det tidspunkt var 7 år, lov at vælge. Det var fint, syntes hun, så sådan blev det. Min barndom fandt sted i en sikker lille enklave af en familie: far, mor og to børn.

Min barndom mindes jeg med glæde, på det tidspunkt var rejsen ganske ukompliceret. Min studietid på teologi var skøn, udfordrende og fuld af gode oplevelser, men som ung voksen mistede jeg først min mor og dernæst min far, og det fik vejen til at blive anderledes bumpet og ubehagelig at følge. Ikke desto mindre lykkedes det at blive først teolog og dernæst præst i folkekirken, først på Vestfyn og siden i Hedehusene-Reerslev Pastorat i Helsingør Stift.

Jeg er glad for at være præst. Jeg kan faktisk ikke forestille mig en bedre beskæftigelse end det. Det er hele livet, med alt hvad det indebærer af glæde, fest, sorg, død og ikke mindst hverdag, der er mit arbejdsområde. Dertil kommer den mere teologiske del af arbejdet; nørkleriet med de bibelske sprog, læsning af etik, filosofi og historie og de mange tanker om, hvorfor og hvordan den 2000 år gamle religion, kristendom, stadig er højaktuel i dag.

Alligevel forlod jeg folkekirken for i en periode på 3 år at beskæftige mig med Human Resources i en privat organisation. Umiddelbart langt fra præsteembedet, men så alligevel ikke, for også dette arbejde handler om mennesker, om sammenhæng og fællesskab.

Et sted på vejen mødte jeg også Kasper, til hvem jeg har givet et andet ganske afgørende JA, og vi og vores lille dreng Viggo glæder os til sammen at skulle bevæge os videre på den rejse, vi kalder livet. Og vi glæder os især over, at den tager sit udgangspunkt i Hornbæk.

 

 

 
Ophavsret: