Præsten har ordet

Fødderne - påskegudstjenesternes tema
Af sognepræst Bodil Olesen
 
Hvis man går i kirke i påskeugen, opdager man, at der er et sammenhængende forløb i de begivenheder, der fortælles om.
 
Palmesøndag er optakten til påskeugen med dens dramatiske fortællinger. I år læser vi teksterne fra 2. tekstrække, og prædiketeksten er beretningen om, hvordan Maria kom ind i det hus, hvor Jesus sad, tog en mængde dyr olie og salvede Jesu fødder med den. Til stor forargelse for de omkringsiddende. Men Jesus fejer dem af med en konstatering – ja en forudsigelse af sin død ved at sige, at nu er han blevet salvet til sin forestående død. Hvad de ord betyder, opdager vi
 
Skærtorsdag , hvor Jesus holder påskemåltid sammen med sine disciple – som den gode jøde, han var. Også her er fødderne i centrum idet Jesus under måltidet går rundt og vasker disciplenes fødder, noget, som egentlig var en tjeners opgave. Han gør det som et eksempel til efterfølgelse. For alle skal være tjenere for hinanden når han selv er borte.
Så bringer Jesu fødder ham ud i Getsemane have, hvor han bliver taget til fange af ypperstepræsternes tjenere. Og så bliver det
 
Langfredag, den mest dramatiske dag i påskefortællingen. Jesus bliver afhørt, hans fødder bringer ham fra Herodes til Pilatus, hvor han til sidst bliver dømt til korsfæstelse, må hans fødder gå den tunge gang ud til Golgata, hvor hængt op på et kors sammen med to forbrydere. Jesus udånder og hans afsjælede legeme bliver anbragt i en klippehule, som bliver forsvarligt lukket til med en stor sten. Og så går disciplene og de øvrige tilstedeværende hjem og holder sabbat, som loven foreskriver for jøder.
 
Påskedag bliver der stor opstandelse. For nogle af kvinderne, som havde fulgt og kendte Jesus, gik tidligt påskemorgen ud til graven i håb om at få mulighed for at vakse og salve den afdøde, som skik var. Blot var der problemet med den store sten. Det gik de og talte om på vejen. Men sandelig om ikke stenen var væk, da de kom derhen. Det var den døde også. Til stor undren og bekymring for de efterladte. Og for magthaverne, som troede, at nogen havde røvet liget.
 
2. påskedag hører vi om Maria, som gik ud til graven i det tidlige morgengry. I graven ser hun to engle i hvide klæder sidde, en ved Jesu hoved og en ved hans fødder. Så vender hun sig om og får øje på en, som hun troede var havemanden, men da hun spurgte efter Jesus og manden svarede, opdagede hun, at det var Jesus, der svarede og at han således var opstået igen fra de døde. Præcis som han havde forudsagt at han ville. Med besked om at bruge sine fødder til at gå tilbage, hvor hun kom fra og fortælle de andre, hvad hun har oplevet, slutter påskens fortælling.
Men det gør den jo ikke for os, der hører den så lang tid efter. For i Jesu besked til Maria om at gå tilbage, hvor hun kom fra og fortælle, ligger der en lignende besked til os, der hører fortællingen. En besked om at vende graven ryggen og gå tilbage til livet, bruge hænder, fødder, mund og hjerte til at videreføre påskens gode budskab om at hverken livet eller Guds kærlighed slutter ved graven. Der er stadig en masse at udføre, en masse at fortælle om. Jeg hører påskens beretning slutte med ordene: brug alt, hvad du har til at sprede budskabet om Guds magt over døden i den verden, der er din. Påskens fortælling kan være inspiration og drivkraft til denne store og meningsfyldte opgave. De følgende tekster i kirkeåret kan være det brændstof, der skal til for at holde gejsten oppe.
Ophavsret: